MINESTRONEFORTÆLLINGER

BIRGIT

Jeg er født december i '41. Så jeg har været ret lille, men jeg kan huske mange episoder, som ikke er noget jeg har fået fortalt. Jeg kan huske engang, hvor vi skulle over og putte et brev i postkassen, hvor der blev skudt efter os. Og hvor min far legede, at vi skulle falde. Det syntes jeg, var noget mærkeligt noget. Og da krigen holdt op, da havde min far piskefløde med hjem. ”Nu skal vi have flødeskum”, sagde han.

Hele min familie, både på den ene og den anden side, var socialdemokrater. Og alle var arbejdere, det var de jo alle dengang på Nørrebro. Jeg kan kun huske en onkel Niels, som ikke var socialdemokrat. Han boede så på Vesterbro, og så var han kommunist. De var ikke begejstrede for den onkel. Men jeg syntes, at han så rar ud.

ARKITEKTEN

Jeg har et digt til dig om to unge mennesker, der rejste jorden rundt fra blågårdsplads til blågårdsplads. Næsten et år efter kom de tilbage, og alting var forandret på pladsen. Addi var væk, antikvariatet var væk, og adskillige af de mennesker, de havde kendt fra før, var væk. Men nye børn var født... Sol, Mani, Fryd, Sascha og Sigrid og flere var på vej. Og ikke nok med det. De to overskønne piger, der havde forført dem året før, var der. Der blev kysset heftigt, og hvad der videre skete den aften, det taler vi ikke om. Folk blev gift og folk blev skilt, og de levede til deres dages ende. Sådan er det bare… Der vokser stadig kongelind på Blågårdsplads. Der er stadig musik, og der er stadig 29 granit figurer af Kaj Nielsen. Og hver morgen går der et par hjemløse rundt og tæller dem for nu lige at se, om der skulle være bare én, der var rendt af pladsen.

Det startede efter 1970. Der skulle ske noget. Her var der to fløje, Tømmergadefløjen og Blågårdsgadefløjen. Tømmergadefløjen, det var mest hårde kommunister - meget disciplinerede - og Blågårdsgadefløjen, det var de vilde. Det var svært at tage stilling til, når man arbejder bedst sammen med Tømmergadefløjen, men de smukkeste piger er i Blågårdsgadefløjen.

Jeg er lidt flov over det der er opført. Nogle betonkasser med lidt mursten klisteret udenpå... Og det her, det er i høj grad Weidekamps design ikke. Det skulle LIGNE mursten, men det skulle ikke VÆRE mursten. Det skulle LIGNE tagsten men ikke VÆRE tagsten. De arkitekter der sad på tegnestuen var ikke specielt talentløse. De har andre gange lavet noget meget flot, men det her, det er simpelthen ucharmerende. Som der var en svensker, der sagde: det ligner Malmø. De har talenter til noget større, ikke? Og hvis de havde haft noget holdning, så var de også gået ind og diskuteret sådan en simpel ting som en anden slags vinduessprosser. Man kunne have lavet meget mere veltilpassede vinduer, for de samme penge. Altså, vinduerne er jo husets øjne.

 METTE

”Jamen Mette det er jo i stuen, på indre Nørrebro, du er jo bare en kvinde med et barn, tror du ikke det vil blive farligt?”

Det kunne jeg altså ikke forholde mig til for jeg skulle jo have en lejlighed, men selvfølgelig tænkte jeg tanken, fordi folk sagde det. Men Nørrebro kravlede ind på mig. Det føles som en landsby, men det er det jo ikke. Og så min lille have, ik’? Og min nabo, altså min nabo ovre ved det her kæmpe store figentræ, der er ti år gammelt. Vi snakker ikke samme sprog, så det er noget med at smile og gestikulere, men nu har jeg så plantet mit eget lille figentræ i foråret. Så det kan jeg jo ikke flytte fra, nu skal vi jo være figengården.

OLE

Jeg har egentligt altid helst ville bo på Nørrebro, men når man har børn, så er det måske ikke altid lige sagen. Det er jo det mest forurenede område i København, ik’? Man siger, at dem der bor på Nørrebro lever syv år mindre end andre danskere. Jeg synes egentlig heller ikke jeg ser ret meget til legende børn i mit nærmeste nærområde.

Vesterbro og Nørrebro har jo nok lignet hinanden mere end de gør nu. Vesterbro er jo blevet mere mondænt. På Nørrebro er der måske større variation i, hvad for nogen mennesker man møder. Der kan jo være områder, hvor der bor flere af en gruppe end af andre, nu f.eks. her inde i Griffenfeltsgade, der er især mange afrikanere, altså sorte. De er fra næsten alle steder, men måske især fra Eritrea og Somalia og de der lande. Og så er der andre steder her i bydelen, hvor der er flere arabere. Det er forskellige mennesker, altså. Der er måske vel mange unge akademikere her imellem, og så er der også en enlig mor med et par børn, og også sådan nogen med et par hunde.

Jeg føler mig ikke utryg, når jeg går rundt. Der var dog nogen af de her unge mennesker, der var lidt for kvikke engang, ik’?  Det var sådan en fyr, hvad har han været? 14-15 år? ”Det skal du bare blande dig uden om, du kan få nogen tæsk.” Han var med en gruppe på en 10-12 unge. ”ta nu lige og fald ned”, sagde jeg så. Ja, ja, han sagde jo også inden jeg gik ind: ”det var jo bare for sjov”, men jeg er ikke helt sikker på, at han mente det var for sjov. 

THOMAS

Der er en rigtig trist udvikling i gang lige nu. Hvis du tager den økologiske isbar, så er det Blågårdsbanden, der står bag ved den. De tjener en masse penge på kriminalitet, typisk hashhandlen. De penge skal de ligesom have vasket hvide, og det er jo en fantastisk god forretning at købe en butik, hvor du kan proppe en masse fiktiv omsætning ind, og så får du vasket dine dope-penge hvide. Så kan du ovenikøbet fem år efter, sælge den til en godtroende jyde, fordi du kan vise ham en juicebar sælger for ottemillioner kroner juice om året. Og jyden køber den for fem millioner kroner, og så sælger han ikke en skid juice, for det er ikke der, at pengene kommer fra.

Jeg bor i en lejelighed på Elmegade. Da jeg købte min lejlighed kostede den 15 tusind kroner. Hvis du skal købe den nu, så skal du give halvanden million. Fra det ene år til det andet steg den fra 100 til 800 tusinde. Det er bare gået slag i slag. Det er blevet halvmondænt at bo her. Alle de gamle værtshuse er blevet til smarte caféer. Jeg er omgivet af velhalvende venstreorientrede. Folk der er politisk meget korrekte, men samtidig gør alt hvad de kan for at skrabe sammen til sig selv og deres familie. Man kan sige, jo dyrere det bliver at bo, jo mere ensartede bliver de der bor her. I sin tid da jeg købte min lejlighed og jeg gik og malede, så gik jeg bare ned på cafeen i mit malertøj, og så lignede man lidt alle de andre, ik'. Når man nu går ind på cafeen, så bliver der kigget lidt skævt til en, fordi de har alle sammen det sidste nye acne-tøj på. Jeg har boet i København hele mit liv. Jeg er nok ved at være godt og grundigt træt af det. Det må jeg sige. Der er fred og ro på landet. Simpelthen! Fred og ro, og mere luft og mere lys. Det er naturen der trækker.  

JULIE

Dem som har boet her de sidste 30 år er en helt andet slags mennesker end os, der er kommet til de sidste fem år. Vi andre er nok sådan lidt hipsteragtige. Det er jo dyrt at bo på Nørrebro og jeg tror, folk bruger mange penge. De vil være med på den. Jeg er ikke selv født på Nørrebro, men min far arbejdede nede på Nørrebrogade, da jeg var barn. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var rigtig uhyggeligt. Jeg syntes bare, det var sådan…ja, lidt sådan et ghettosted. Det var her, de lidt seje boede.

Det er noget, der bliver formet. Som teenager fik jeg arbejde inde midt i København, så jeg havde ret godt forhold til Nørrebro, før jeg flyttede hertil. Det var nok lidt sådan en teenageforestilling. Jeg tror nok bare ikke, at børn tager skade af at se lidt kummerlighed...og så tænker jeg, at Nørrebro er da et dejligt sted. Der er en jordnærhed. Og så er der også lidt selvhøjtidelighed. Mærkelig kombi. ”Nysgerrig” er måske ordet. "Brogethed"? Kan man sige sådan lidt ”livsnyderi”? 

MAHMOUD

Det var den forretning jeg kunne finde her for 25 år siden. Jeg syntes, det var en god forretning, men grønthandlere har ikke så meget at lave så, vi kommer også til at lukke snart. Du kan se, klokken er et nu og vi har ikke nogen kunder. Supermarkeder overtager det hele. Sælger meget billigere og har alt. Ikke ligesom før. 

HANS NIELSEN

Jeg kendte ham lidt. Mødte ham et par gange. Han startede Blågårds Apoteket og var engageret i lokalsamfundet og politik i al almindelighed.

Han er for mig Calvadoen af Nørrebro. En mand med saft og kraft og meninger. Et ordentligt menneske respekteret for sine holdninger. Han var ikke bare sådan en hjernedød kommunist. Alle hernede taler stadigvæk med respekt om ham. Jeg tror ikke, han troede på nogen religion, men han troede trods alt på mennesket. Man kunne godt mærke hans udstråling og det er ligesom ham, der har født en kultur her ved at gøre ting, som er gået i arv til de efterfølgende medarbejdere. Der er f.eks. musik fire gange om ugen. Jeg tror, han selv spillede et eller andet instrument, men det var også holdningen til musikerne. De skulle ikke bare spille gratis, de skulle have tariffen - sådan var det!

Han havde også et godt greb om folk, der blev for fulde. De blev sendt hjem, om nødvendigt med en følgesvend. Hvis der var for meget ballade af den ene eller anden art, råberi eller slagsmål, så fik de simpelthen karantæne en måned eller to. Og var det meget slemt, så var det permanent. Den kultur er gået videre; man må godt drikke sig fuld, men man opfører sig ordentligt. Og der skal selvfølgelig også være plads til skæve personer. Hvis de ikke har råd, så kan de i hvert fald komme ind og tisse. Skæve personer – dem afviser man ikke. 

BOBBYS FRISØR-BYTTE-CENTRAL

DET HER er en frisør og retrospil- og legetøjsbutik, altså gammelt legetøj: Heman, transformers og Nintendo- og Segaspil. Altså sådan hvor jeg sælger gamle computerspil og legetøj fra min barndom i 80’erne og start 90’erne. Så har jeg også nogle arkademaskiner og pinnballmaskiner. Jeg køber fra folk og sælger, altså bytter…, en køb/stald/bytte-central, hvor folk kan komme og få nogle penge for det, de har liggende oppe på loftet eller hjemme hos forældrene.

 Det er da helt sikkert, at det at have en lidt skør og anderledes butik er mega hipsteragtigt. Det er jo vildt sjovt, når folk ser forskellige ud. Jeg kan godt lide, at der er mange ting på væggene og har altid undret mig over, at man bare laver en masse hvide vægge med de samme spejle og den samme indretning. Hvorfor differentierer man sig ikke lidt? Der er en masse positive ting ved, at man ligesom viser, hvem man er. Her kommer for eksempel ikke så mange gamle damer som kun vil snakke om puddelhunde. Nogen gange er det faktisk en hemsko at alt ikke er helt hvidt - ligesom hos en tandlæge. Det er lidt som, at man skal bevise, at man er god til at klippe. Det kunne jo godt være, at jeg bare er selvlært, det lugter stedet sådan lidt af. Hvis et tandlægested så sådan her ud, ville man også være sådan lidt…”Fuuuckk, har du selv lært dig at lave tænder?” 

En Spæd Kebabbiks

Nørrebro med 3 ord… Kan man sige Kultur? Øh… Diversitet eller mangfoldighed. Hvad kan man ellers sige… Som det sidste ord? Sammenhold. Det må være det, der opsummerer.

 Jeg er bestyrer af butikken. Vi har kun været her i fem måneder. Hele tiden vaske og tørre af. Vi sætter kvalitet i højsædet. Hygiejne, ik? Altså vi bruger handsker, vi bruger hårbånd og hårnet, og går meget op i det. Det kan være… lidt hektisk, når man har lidt travlt, for eksempel omkring frokosttiden. Der skal det gå hurtigt, ik?

 Nørrebro er jo kebabbyen i København, ik? Der er mange etniske, øøh, folkegrupper. Og alle kan spise noget kebab. Jeg kan ikke rigtig sætte vores kunder i nogen bestemt gruppe. Det er nok de typiske Nørrebrobeboere. Det er jo meget blandet, ik? Det er både udlændinge, måske med tørklæde og det hele. Det kan også være den autonome type med ring i næsen og alle mulige tatoveringer. Nørrebro er meget divers. Der er ikke en eller anden bestemt type, der kommer herind. Oooorh… Måske de unge studerende. 

KEBABBYENS HAIKU

Dürum symfoni

”Sommeraften ved Skagen”

Typisk arbejdsdag

Der er brug for os

Kommet her i 30 år

Leder efter ord

BIRGIT

Jeg kan huske en dag, mor stod og strøg. Så sagde jeg, tror du på Gud? Og så sagde hun bare ja, og så var det ligesom udpenslet. 

 Hun stod tit ude i køkkenet og græd. Jeg har aldrig fundet ud af hvorfor…, jeg har aldrig fået spurgt hende. Det er dødirriterende, så mange spørgsmål der dukker op, når man bliver voksen. Og så har man ikke nogen at spørge, for de er jo væk. Det har været det liv! Og det liv hun ikke levede; måske. Det er sådan noget jeg aldrig får at vide.

 Min far jo... ja, han har altid været syg. Mor havde jo et plejegen, ellers havde hun jo ikke stået model til alt det der. Ja, det har vel endt ud i, at jeg også har et plejegen. Min mor var faktisk plejer for min far. Fordi han kunne ikke så meget. Og det var plejer på den måde, at hun hældte kaffen op, kom piskefløde i, og rørte rundt før han fik sin kaffe. Han havde epilepsi, og dengang havde man ikke så meget medicin, som man jo fik hen ad vejen. Så hun har altid haft en syg mand. Han var ikke mere end 52, da han fik en blodprop og blev lam i den ene side. 

 Hun fortjente faktisk at have en masse gode år efter min far døde. Til at gøre alt det hun har haft lyst til, men som hun ikke rigtig har kunnet. Jeg husker stadig nogle viser hun altid sang. Hun var glad for at være pæn, havde en gul kjole. Sådan var hun jo også. Noget vi ikke så så tit i min barndom.  

LASJO

Lasjo var troende, men moderat. Måske katolik. Og klog på historie, læste mange bøger og vidste mange ting. Nærmest alt om alt. Han var ungarer, men født i Danmark – eller måske født i Ungarn, men så kommet til Danmark som lille. Havde været gift og havde en datter, men havde ingen kontakt med hende. Manden havde haft mange jobs; både som bilmekaniker, underviser i karate, elitesoldat og dørmand på klubber.

 På grund af karateundervisningen, havde han fået dårlige hofter og var bange for at blive opereret. Derfor fik han stærke morfin-tabletter og begyndte også at drikke alkohol for at dulme smerten. Hans nogle-og-80-årige far, som ofte rejste frem og tilbage fra Ungarn for at besøge ham, vidste det godt. Lasjo faldt i søvn inde på sit værelse med en cigaret i hånden. Faren var på besøg og sov inde i stuen. De blev begge, sammen med hunden Bandit, røgforgiftet og fundet døde. Han var så medicineret. Røgen må have spredt sig og bedøvet faren, før de kunne nå at komme ud – også selvom brandalarmen var gået i gang. Lasjo døde i december 2014, kort før han skulle være flyttet ned i faderens store hus i Ungarn. Han blev 54 år. 

BIRGIT

Et eller andet sted har vi alle sammen behov for at tro på et eller andet, om det er en eller anden babeluba, hvis du er ude i en eller anden dum situation. Jeg har selv oplevet det et par gange, hvor jeg har været ved at miste nogle af mine børn. Jeg bad til ham deroppe. Når man er sådan helt ude, så kommer der nok noget behov for religion op i én, alligevel.

METTE

Jeg er blevet bydelsmor. Det er sådan noget, hvor vi hjælper hinanden ultralokalt, og pt. er jeg den eneste etniske dansker på mit hold. Det er vildt spændende. Jeg har lige arrangeret et foredrag, hvor jeg har inviteret nogle fra Sabar, som er en organisation for etniske homo'er, biseksuelle og transkønnede. De kommer og holder foredrag for det gode naboskab. Jeg glæder mig helt vildt.

Projektet minestronefortællinger fra Nørrebro er skabt af studerende på to forskellige kurser på Københavns Universitet i samarbejde med Odin Teatret, Cor Cantus, Fritidshjemmet Sankt Johannesgården, VerdensKulturCentret og foreningen Ckultura. Ideen var at få lokale og studerende til at indgå i Kula-ring inspirerede byttehandler med de mennesker man deler gård og gade med i kvarteret. En sang for en grønsag, en historie for en kop suppe, o.s.v. hvor udvekslingerne til sidst endte i en fælles fest for alle involverede.

Konceptet bag dette som vi kalder gensidighedens teater, har Kai Bredholt fra Odin Teatret stået for, imens studerende har flettet interviewene sammen ved at følge Regnar Kristensen’s retningslinjer for dogmeetnografi, hvor man må slette og redigere, men ikke tilføre ord til det som de interviewede havde sagt.

TIL LÆSEREN

Udover denne narrative kollage af transskriberede og redigerede tekster er der lavet en lille YouTube-video (https://www.youtube.com/watch?v=tD_1wDNXkoY) af processen med billeder og tekstbidder, som de studerende læste højt for de interviewede til den afsluttende fest. Der er også publiceret en videnskabelig artikel om projektet som kan downloades på: https://doi.org/10.3167/latiss.2020.130202