Breve fra Uganda

Brevene der forsvandt

”Dette er historien om min mor, som elskede min lillebror mere end mig. Livet var ikke let, men jeg er en overlever.”

Okoth vidste, jeg holdt øje med skærmen. Ordene var skrevet til mig. Jeg sagde, at han tog fejl.

”Det er bare en historie, jeg finder på,” mumlede han med øjnene rettet mod det støvede cementgulv. 

”Men du tager fejl,” gentog jeg. ”Se, jeg har din mors breve her inde i min computer. Prøv selv at læse hvor stolt hun var af dig.” 

Det var de mange breve, der havde fået Kate, Okoths mor, til at træde ud af mængden. Det var, da hun begyndte at skrive til mig, at jeg for alvor så hende. Hun var upåagtet flyttede ind i det hus, jeg delte med hendes mor, Alexine, i en landsby i det østlige Uganda. Der gik noget tid, før jeg fandt ud af, at Kate var der, at det var hende, der rejste sig før solopgang, rullede sivmåtten sammen, som hun havde ligget på inde i stuen, og gik ud for at tænde op i trækulsblusset bag huset for at koge hirsevælling til os alle. Selv da jeg forstod, at Kate og begge hendes små sønner vist nok havde sluttet sig til vores hushold, blev hun længe ved med at være en af de mange i familien, jeg boede hos i landsbyen i det østlige Uganda. En af dem, der kom for at søge lidt husly og mad, inden de begav sig videre ud i deres liv andetsteds. Hendes gang var lydløs, hun næsten svævede langs væggene som et skygge, man måske nok ænsede men ikke rigtig bemærkede. Når hun sad på gulvet ved siden af mig og forsigtigt spiste af de fælles fade, beundrede jeg hendes ranke ryg, høje kindben, det stramt flettede hår, der snoede sig ned over hovedbunden i sirlige mønstre, og tatoveringerne på kinderne, der gav hendes ansigt en katteagtigt ynde, som også var at ane i hendes sødme, hendes lydløse færd og stille elegance. Hun var der, og dog var hun ikke, som en kat, med slanke smidelige lemmer, der til tider gerne vil ens selskab, men som også pludselig, lydløst og uden forklaring forlader det igen på bløde poter til fordel for dens egen verden. Jeg lærte hende at kende, og fik hende også til at fortælle om sit liv i løbet af det år, vi boede sammen, men jeg lærte også, at hun var en kvinde, der ikke gjorde sig bemærket. Jeg hørte hende aldrig hvæse.

Men så en dag begyndte hun at skrive. Jeg modtog utallige tætskrevne ark. Strømme af ord på og mellem linjerne og i marginerne gav hende stemme og form på en måde, som et år ved hendes side knap havde gjort. Hun trådte ud af lydløsheden og ubemærketheden med sine umiddelbare og livsnære tekster skrevet på ugandisk engelsk med lydskrift og uden tegnsætning men funklende af oprigtighed og vitalitet. Forsigtigt men også lidt skræmt over brevenes evne til trænge ind i mig, gemte jeg dem på et sikkert sted, mens jeg prøvede at forstå, hvorfor hun sendte dem til mig, og hvad jeg skulle gøre med dem.  

Kate var en kvinde, der bevægede sig lydløst omkring og så meget ned i jorden, når andre var til stede, men hun så lige frem, når hun fik en kuglepen i hånden, og hendes breve satte en historie i gang, der kun lige er påbegyndt. En historie, der ikke bare handler om hende, men som også var hendes måde at handle i verden på.

”Comfort fik altid mere mad end mig,” sagde hendes nu 15 årige søn, Okoth til mig, for sætningen på computerskærmen kaldte stadig på vores opmærksomhed.

”Men hun elskede ikke, din lillebror højere end dig,” svarede jeg.

”Det var også mig, hun sendte væk. Comfort fik lov at blive hos hende.”

”Jamen, Okoth, ved du da slet ikke hvorfor?”

”Det er altså bare en historie,” gentog han og begyndte at trykke på slettetasten, et bogstav ad gangen til de alle var væk. Brevene nægtede han at læse. Tårerne trillede stille ned af kinderne på ham, mens han i stedet, langsomt og møjsommeligt, skrev: ”Gulliver rejste ud for at finde friheden.”

”Husker du?” havde været hans første ord, da jeg få dage tidligere havde fundet ham i hans farfars hus i den lille bebyggelse midt i sukkerrørsmarkerne i det centrale Uganda. Bilen havde sneglet sig frem af den hullede og mudrede vej, der løb mellem de flere meter høje lysegrønne sukkerørsplanter ind mod det bebyggede område med små forfaldne skure af træ og blik og enkelte mursten. Alt var rødbrunt af det røde mudder, støv, og rust. Affaldet hobede sig op langs stierne og mellem skurene, men inde i farfarens hus var der bløde sofaer, der lugtede en smule surt af sved og børnetis, og udsigt til en omhyggeligt fejet gårdsplads med skrattende høns og gryder og bliktallerkner på tørrestativer af stokke og pinde, der hævede dem op over den hårdt trampede røde jord, så de var uden for hønsenes rækkevidde.

Jeg havde længe siddet og ventet på ham i husets halvmørke. Hans farfar – husets overhoved – havde ringet til min mobiltelefon fra et sted i det nordlige Uganda for at lade mig vide, at jeg gerne måtte tage Okoth med til Danmark, hvis jeg ville. Jeg svarede, at det ikke var det, jeg var kommet for og fortsatte med at vente. Jeg blev blændet af det stærke sollys og braste ind i Okoth, da jeg trådte ud på gårdspladsen for at lede efter et latrin. Vanddråberne glinsede på hans sorte hud. Han havde villet vaske sig inden han gik ind og hilste på mig, og nu stod han der foran den lange muzungu (hvide person) og dryppede. Mørk, meget mørkere end hans mor, muskuløs og slank, håret tætklippet, næsen lang og lige. Men særligt, bemærkede jeg, havde han de samme opvakte øjne, som da han var lille. Når man kiggede ind i hans sorte øjne kiggede man ind i et menneske, der bemærkede alt omkring sig og konstant var i gang med at finde ud af, hvordan det hang sammen. 

”Selvfølgelig husker jeg,” sagde jeg. ”Gør du?”

”Ja,” sagde han og rakte mig armen til hilsen. I hånden havde han et vandfad.

Jeg huskede, at han, dengang for ti år siden i 1995, hvor jeg boede hos hans mors, Kates, slægtninge i den østlige landsby Saya, var en livlig dreng på fem år, der lå på verandaen foran det lille grå hus og tegnede, mens han holdt øje med de kogende bønner på trækulsblusset. Jeg huskede også, at han rendte rundt med sin lillebror bundet fast på ryggen og hentede vand på en herrecykel i voksenstørrelse. De små fødder på pedalerne og overkroppen snoet rundt om den øverste stang, så hænderne kunne nå styret, og han på forunderlig vis kunne holde balancen hen ad de ujævne stier med 20 liter vand i en stor gul plasticdunk på bagagebæreren, bundet fast med gummistrimler fra en udtjent cykelslange. Han huskede, at jeg havde købt sko til ham, fordi såret på hans tå ikke ville hele, når han løb rundt i støvet på bare tæer og sparkede til fodbolde af oppustede kondomer og bananblade. Nu var han blevet 15 år og havde afsluttet syv års skolegang i en af landets elendige landsbyskoler, med en afgangseksamen langt over, hvad man kunne forvente af en dreng som ham, der havde passet kvæg mere, end han havde passet skole. Og nu talte han engelsk, som er det sprog, der bruges i ugandiske skoler. Jeg spurgte, om han havde lyst at tage med og finde en kostskole, hvor han kunne fortsætte sin skolegang.

”Ja,” svarede han uden betænkningstid. Han havde regnet med, at det var det, jeg var kommet for, og pakkede straks sine sparsomme ejendele ned i en laset lille rygsæk, hvorefter han stillede sig i hjørnet bag sofaen og ventede på, jeg fik talt færdig med farmoren og fastrene. Fastrene – hans fars hovmodige søstre, som havde drevet Kate væk herfra. Jeg havde hørt så meget om dette sted og disse søstre gennem årene, men ikke været her før. Det var her, Okoth blev født. Det var her, hans mor havde mødt sin første store kærlighed, og det var også her midt imellem sukkerrørsmarkerne, hun havde mistet troen på kærligheden. 

Jeg takkede for gæstfriheden, for at de passede på hjemmet, tog sig af Okoth og udførte dagens arbejde, og de takkede mig for at være kommet sikkert dertil, for at have besøgt dem, for at tage Okoth med mig og fik tilføjet en række andre taksigelser, som det sig hør og bør, når man rejser sig for at gå. Den lasede rygsæk blev skubbet hastigt og lidt genert ind under sædet i bilen. I løbet af den kommende uge fik jeg købt en ny og udstyret ham til et nyt liv i den østlige provinsbys bedste kostskole. Jeg tog ham også en tur med til hovedstaden, Kampala, og satte ham foran en computer for at lære ham at skrive e-mails. Det var der, ordene til mig tog form på skærmen.

***

Året inden havde Okoths moster, Jane, ført mig ind i en af de mange små internetcaféer, der i løbet af få år pludselig var skudt op af Kampalas røde jord. Kate havde ofte fortalt og skrevet om sin lillesøster Jane, men jeg havde kun set hende et par gange før sommeren 2004, hvor jeg igen var i Uganda og bad deres onkel om at hjælpe mig med at finde frem til hende. 

Den første gang, jeg så hende, var 9 år tidligere, kun få uger efter min ankomst til Uganda i 1995. En morgen stod hun pludselig i døråbningen i det lille grå hus i landsbyen i det østlige Uganda, hvor jeg boede sammen med hendes mor Alexine, og hvor Kate også senere flyttede ind. Hun kiggede på mig, undrende og alligevel uinteresseret. Hun må have været omkring 16 år på det tidspunkt, født i 1979, for hun hed også Alwenye, hvilket betyder ”født da der var krig”. Det var den krig, hvor tanzanianerne jog Idi Amin ud af landet, havde hendes mor fortalt mig. Jeg så hende skeptisk an i forventning om, at hun som så mange andre var der for at bede om penge. Jeg havde svært ved at navigere i det hav af grænseløse behov, jeg var havnet i.

Jane var høj. Blank sort hud, rank ryg og svulmende bryster under en tætsiddende kort t-shirt – som var hun pludselig vokset i flere retninger samtidig. Men hun var vokset ud af sit tøj med styrke og værdighed. Selvsikker og frodig, omkranset af sollyset bag hende, stod hun der, mens jeg sad på gulvet i husets støv, optaget af min notesbog og af, om hun var der for at bede mig om penge. Jeg udvekslede ikke et ord med hende, næste dag var hun væk igen, og hun blev ikke dengang del af historien. Det skete først mange år senere, hvor jeg fandt hende i udkanten af Kampala som stuepige hos en vækkelsespræst. Hun knælede for mig med samme værdighed, som hun havde stået der i sollyset og støvet mange år tidligere, og spurgte så, om jeg havde fået de mange e-mails, hun havde hjulpet sin storesøster Kate med at skrive til mig. Igen og igen havde de sendt samme besked. Der stod: ”Vil du ikke nok komme? Jeg har brug for medicin.” De havde glemt et punktum i e-mailadressen. 

Jane viste mig også de snavsede iturevne kladder til breve, Kate havde skrevet til mig i de sidste måneder af sit liv. Breve som heller ikke var nået frem. På et af disse ark kunne jeg læse, hvor stolt hun var af sin store søn Okoth, om hendes forhåbninger om, at han ville få et godt liv, og om hans omsorgsfulde pleje af hende i den sidste tid. Men da jeg året efter ville vise ham disse ord, nu skrevet ind i min computer, nægtede han at læse dem. 

På et andet af de iturevne ark, som Jane havde gemt, stod der: ”Gud ske tak og lov for mine onkler. De har hjulpet mig så meget og prøvet så hårdt at få mig i behandling.” 

”Jeg forstår altså ikke, hvorfor Kate skriver sådan om onklerne,” sagde Jane, der sad og læste i papirerne sammen med mig i hendes lille muzigu, etværelses hus i en gyde i Kampala. ”Det er jo ikke rigtigt. Til sidst kom de jo bare og smed hende lige der uden for min dør, hver gang hun havde været ovre hos dem.”

Teksten er en dansk oversættelse af de indledende fortællinger i bogen: "Secrecy and Responsibility in the Era of an Epidemic. Letters from Uganda", der udkom i 2020 som af del af Palgraves serie i litterær antropologi . Uddraget giver et glimt af nogle af bogens centrale temaer vedrørende ansvar og ulighed i relation til AIDS epidemien i Uganda.