Den røde cykel

Den var rubinrød som sindoor, det pulver, som gifte kvinder bærer i skilningen. Cyklen havde jeg haft med i toget fra hovedstaden til landsbyen. Ikke fordi den var strengt nødvendig, jeg kunne jo bare have taget bussen på mine ugentlige besøg til Puri, et pilgrimsmål langs kysten i Den Bengalske Bugt. Og når Seema, min ven og forskningsassistent, og jeg ville tale med malere fra en af nabolandsbyerne, så gik vi. 

                      Jeg vil tro, det var forestillingen om den særlige frihed, en cykel kan give, og et behov for at røre kroppen, der fik mig til at bruge knap tusind indiske rupier på cyklen. Den ugentlige tolv kilometer lange cykeltur til Puri var vitterligt befriende efter i dagevis at have siddet ned kun afbrudt af korte gåture mellem husene og et sjældent besøg til en nabolandsby. Det samme gjaldt cykelturene rundtomkring i, hvad der dengang var en lille søvnig provinsby – helt for mig selv uden nogen til at fortælle mig, hvad jeg skulle gøre og hvordan. 

                      Cyklen var værdifuld, selvfølgelig ikke så meget værd som en ko, men ligesom de få køer, der tilhørte et par af bønderne i landsbyen, så skulle også cyklen slæbes op ad flere trappetrin hver aften for at komme i sikkerhed inde i huset bag lås og slå. Det blev snart en vane at bugsere cyklen op på verandaen og fortsætte igennem den smalle passage til den lille atriumgård og værelset, som mestermaleren havde lånt os. Værelset indeholdt en stor træseng og et lille skrivebord med en elektrisk vifte, så der var ikke meget plads til os – for slet ikke at tale om en cykel. Den blev derfor stillet aflåst lige uden for værelset på den indvendige veranda, der omkransede atriumgården. 

                      Cyklen repræsenterede en kærkommen mulighed for at bryde med min position som modtager i den sociale udveksling i landsbyen. Der gik ikke en dag, uden at nogen opsøgte mig for at få nøglen. Som regel var det Bharata, den ældste af lærlingene i vores husstand, eller mestermalerens nevø Basua, når de var løbet tør for farver. En sjælden gang imellem var det en af de andre landsbybeboere, der manglede noget fra basaren et par kilometer fra landsbyen. Som ugerne gik, var det dog i stigende grad kun Basua, der bad om at låne cyklen. Han spekulerede over, hvilke planer jeg havde med cyklen, ikke kun nysgerrig men også forhåbningsfuld.  

                      ’Hvem får cyklen, når du tager hjem til USA?’

                      ’Jeg skal ikke tilbage til USA; du ved da godt, jeg ikke er amerikaner.’

 Mine svar var ikke bare vage men undvigende. Naivt forestillede jeg mig, at han ville glemme sit forehavende, hvis bare jeg slog hans forespørgsler hen og undlod at gøre det klart, at han ikke var en sandsynlig kandidat. 

                      Selvom jeg dengang ikke var opmærksom på det, så gjorde Basua i stigende grad krav på cyklen. Han var selvfølgelig ikke den eneste, der gerne ville have cyklen efter min afrejse. Men i modsætning til de andre så lagde han ikke skjul på sit ønske, og allerede en måned efter min ankomst forekom han mig nærmest at være blevet besat af ideen om at blive cykelejer. Det var ikke, fordi han for alvor havde brug for den; mere end jeg, selvfølgelig, men mindre end så mange andre af landsbyens beboere. Hans familie havde allerede en cykel. Dog tilhørte den hans onkel, mestermaleren, som måske nok tilbød cyklen, når han bad en af drengene om at løbe ærinder i basaren, men man spurgte ham ikke om lov til at låne cyklen, bestemt ikke. Det var en tjeneste, som kun han kunne tilbyde. 

                      Havde cyklen været sort, ligesom de andre cykler i landsbyen i slutningen af 1980’erne, havde den ikke været mindre eftertragtet. Kun få mænd i landsbyen var cykelejere, og en cykel fik sjældent lov til at stå ubenyttet hen. Hvis ikke ejeren selv, hans mandlige slægtninge eller venner brugte den til indkøb, så blev den anvendt af deres yngre sønner, når de øvede sig i den svære cykelkunst. En lille krop lænet imod den øverste tværstang, en arm hen over stangen for at nå styret, et ben stukket igennem cykelstellet for at nå pedalen og så af sted med en horde af børn i hælene, hvoraf drengene håbede på snart at stå for tur. Op ad den smalle sti foran husene, rundt om baobabtræet og de gamle mænd, som spillede ganjapa i skyggen, og tilbage igen ned igennem landsbyen mod floden. 

                      Flodbredden var vores daglige mål lige efter frokost, hvor mange landsbybeboere tog sig en middagslur. Den fredelige plet blev vores legeplads, et sted, hvor Seema uforstyrret kunne øve sig i at cykle. Bharata, Seema og jeg gik gennem landsbyen med cyklen på slæb. Det var Seema, der trak den – hvis hun så ud, som om hun var vant til at færdes med en cykel, kunne hun måske overbevise sig selv om projektet. Vores procession ned mod floden blev selvfølgelig bemærket af de landsbybeboere, som havde sprunget luren over og tilbragte eftermiddagen småsnakkende på deres verandaer, mens de udskar guder i træ eller sten eller malede på stof og papmaché. 

                      Seema besvarede leende de mange spørgsmål, der mødte os på vores vej gennem landsbyen. 

                       ’Hvor skal I hen?’

                      ’Til floden.’

                      ’Nu? Hvad skal I der, og hvorfor har du ikke sari på?’

                      ’Vi skal cykle … Det er sjovt.’

 I den tørre tid, hvor floden er en skygge af sig selv, udgør flodbredden et ideelt sted at øve sig for en, som aldrig har prøvet at cykle før. Bharata havde valgt rigtigt, da han bestemte sig for, hvor undervisningen skulle foregå. Seema begyndte sine cykellektioner, imens jeg skrev feltnoter i skyggen fra et mangotræ. Bharata instruerede hende med tålmodighed, præcis ligesom han vejledte alle de nye lærlinge i vores husstand. ’Se, hvad jeg gør, først sætter jeg en fod på den højre pedal, så sætter jeg den anden fod … sådan … se, det er slet ikke så svært, du kan også gøre det.’ Bharata gav cyklen til Seema og smilede opmuntrende, ’nu er det din tur.’ 

                      Seema bandt sin chunni om halsen og placerede sig tøvende men dog klar til at følge Bharatas anvisninger. En fod på den højre pedal, så den anden … Hun forsøgte og fejlede, forsøgte igen og fejlede igen, alt imens hun lo. På samme måde som Bharata satte en ung lærling i gang, første gang han skulle tegne en fisk, ved at tegne en skitse og lade ham tegne oven på den, indtil han havde fornemmelsen i hånden, holdt Bharata cyklen stabilt, for at Seema kunne finde balancen, før han gav slip. Seema gjorde sit bedste for at holde balancen, først usikkert men gradvist mere og mere sikkert. ’Helli, se … se! Jeg kan cykle.’ ’Godt gået!’ råbte jeg, netop som hun mistede balancen og væltede på den bløde sandede overflade. Bharata hjalp hende op igen, Seema fik sit tøj på plads, og snart var hun igen oppe på cyklen, så opsat på at lære som nogen lærling, jeg har set. 

                      Da vi vendte tilbage til landsbyen for at genoptage arbejdet, havde Seema fået nok af at cykle for den dag, og hun overlod gladeligt cyklen til Bharata, så han kunne stille den tilbage på sin plads på den indre veranda i huset. 

 ***

 Det var en usædvanlig varm dag i december og helt stille. I studiet var lærlingene i gang med arbejdet, nogle med større koncentration end andre. En sagte skurrende lyd fra Laxmanas lille skrå malerpult, når han ændrede stilling, ellers intet. Bharata arbejdede lige over for de yngre lærlinge på et billede af de ti avartarer. En snarlig deadline afspejlede sig i hans effektive strøg med penslen. På grund af billedets størrelse sad han bøjet som en boomerang på lærredet, mens han arbejdede. Et tyndt stykke stof var det eneste mellem hans bagdel og Vishnu i sine mange fremtrædelsesformer. Dét generede ikke Bharata; han gjorde blot det, der var nødvendigt for at male billedet og dermed ihukomme universets opretholder. Indimellem rejste han sig for at strække ryggen og tjekke, hvordan de yngre drenges arbejde skred frem. 

                      Laxmana tegnede på en sort tavle mindre end en sammenfoldet avis. ’Hvad skal det forestille? En svane?’ spurgte Bharata som et ekko af deres guru men med et glimt i øjet. Laxmana grinede fjoget og startede forfra; han havde været længe nok hos sin guru til at værdsætte råd fra en mere erfaren lærling. Bharata vendte igen opmærksomheden mod det billede, han arbejdede på, rettede lidt på sjalet, satte sig og genoptog sit forehavende. 

                      En lille times tid senere trådte Basua pludselig ind i studiet fra atriumgården, hvor han havde parkeret cyklen efter et ærinde i en af nabolandsbyerne. Foruden en orange og brunternet lungi var han iført en smart hvid teryleneskjorte. De yngste drenges ellers konstante bevægelser stivnede, og Laxmana holdt skævende øje med, præcis hvor i rummet Basua var. Basua bemærkede ikke den pludselige spænding i rummet, måske rørte den ham ikke. Han var tydeligvis optaget af andre ting. ’Nøglen,’ sagde han og smed den hen til mig, før han gik ud igen, denne gang gennem døren ud til stien foran huset. Med hans exit skiftede atmosfæren igen, urolige kroppe, stille hvisken. 

                      Det var i forretningsøjemed, at cyklen var mest værdifuld for husstanden. I vintermånederne, hvor der var størst chance for turistbesøg, fik en af de yngste lærlinge i timerne før og efter frokost pålagt at holde udkig efter potentielle kunder. Den lille dreng stod vagt i basaren, der hvor en grusbelagt sti ledte ned til landsbyen. I det øjeblik han så turister nærme sig, løb han, så hurtigt de korte ben kunne bære ham, for at informere sin husstand. Så snart en lærling kom spurtende ind i studiet, opsøgte Basua mig for at få cykelnøglen, så han som den første kunne komme turisterne i møde. Intet under, at hans forsøg på at få en aftale på plads vedrørende cyklen blev stadig mere insisterende. Måske havde han to måneder efter min ankomst forstået, at hans chancer for at få sit ønske opfyldt var ringe. ’Jeg har virkelig hårdt brug for cyklen, så jeg kan hjælpe min far [onkel], … som har hjulpet dig så meget …’ 

                      Jeg havde stadig ikke mod til at afvise hans bønner og gentog bare mit vage ’lad os nu se, jeg ved det ikke,’ som afventede jeg en afgørelse fra forsynet. Jeg kunne knap nok selv udholde at høre på min udenomssnak, men jeg kunne ikke fortælle Basua om mine planer. Jeg er ikke sikker på hvorfor, måske en sjette sans sagde mig, at det ville være forhastet og uklogt. 

                      Når han havde fået nøglen, susede Basua op imod hovedvejen men hoppede af cyklen tids nok til at få vejret, inden han nåede frem til turisterne. ’Goddag, ønsker De patta chitra?’ Han fortsatte uden at vente på svar: ’Jeg er søn [nevø] af den prisbelønnede mestermaler, kom De bare med mig.’ Derefter ledte han turisterne til landsbyen, lige for næsen af de andre landsbybeboere og deres udstillede varer og direkte til mestermalerens hus. Ingen protesterede åbenlyst, men alle gjorde deres bedste for at tiltrække sig turisternes opmærksomhed i tide. Helst før turisternes besøg hos mestermaleren og, hvis det ikke lykkedes, så umiddelbart bagefter. Da ville de dog med stor sandsynlighed allerede have brugt deres penge, for mestermaleren havde langt det største udvalg af billeder. Han sørgede altid for at opkøbe andre maleres billeder for at have et stort lager, så han kunne imødekomme ethvert ønske selv fra en større gruppe turister. De fleste turister havde ingen idé om, hvad de købte; nogle gange kunne man faktisk blive i tvivl om, hvorvidt de kunne se. Nogle af de besøgende kunne ikke engang se forskel på et billede malet af en lærling og et, der var udført af en virkelig ferm kunsthåndværker. Hvis de først havde købt et billede hos mestermaleren, så var det usandsynligt, at de ville købe mere på deres vej ud af landsbyen. 

                      Cyklen var ikke kun en hjælp i forretningsøjemed, men også den dag jeg holdt fest for alle beboerne i huset. Det var min fødselsdag, og selvom man i landsbyen kun fejrer guders og børns fødselsdage, så besluttede jeg, at det var en god lejlighed til at vise min taknemmelighed. Jeg spurgte Bharata og Basua til råds angående en passende menu. Basua svarede uden tøven: ’Vi skal have kylling.’ Hans store brune øjne strålede, mens han smagte på ordet ’kylling’. Bharata sagde ikke noget men slikkede sig om munden, som om han allerede havde spist fjerkræet. 

                      Efter to måneder med tynd dhal, der indimellem blev suppleret af bittesmå fisk fra floden, mærkede jeg mine tænder løbe i vand – en fremragende idé. ’Hvor mange tror du, vi får brug for, og hvor kan vi få dem fra?’          ’Tre.’ Svaret kom prompte og lød som den første runde i en prutten om prisen, en færdighed, Basua mestrede til perfektion, når udenlandske turister kom til huset for at købe billeder. Basua kiggede forventningsfuldt på mig, mens Bharata duknakket betragtede Basua for så langsomt at vende front imod mig, som ville han ikke stå ved Basuas forslag. Måske følte han, at Basua krævede for meget. Med seksten mennesker i huset synes jeg dog ikke, at tre af de typisk afpillede kyllinger var et urimeligt krav. 

                      Det var selvfølgelig Basua, som cyklede til basaren og snart vendte tilbage med de pippende kyllinger hængende i deres sammenbundne fødder surret godt fast til cykelstyret. Det var også Basua, som organiserede slagtningen på den lerstampede veranda bag huset. I flere uger efter fødselsdagsfesten konkurrerede de mørke pletter fra blodet, der var sivet fra verandaen og ned langs væggen, med de hvide dekorative mønstre, chitta. Mønstrene var malet nogle måneder tidligere i den lykkevarslende periode, hvor bønderne bringer høsten i hus, og kvinderne dekorerer deres hjem til ære for Lakshmi, velstandens gudinde. Den stærke kontrast slog mig, hver gang jeg gik op til huset fra latrinet bag huset. En stille påmindelse om Basuas utrættelige initiativ, når det gjaldt opgaver, der gav ham en undskyldning for at holde en pause fra det hårde arbejde med at øge sine færdigheder i at male. 

 ***

 Endnu en deadline. Selv Basua havde arbejdet i timevis uden pause. I aftes var mestermaleren, Basua og Bharata i gang til efter midnat og holdt kun en enkelt pause, da strømmen gik, og Basuas søster måtte finde petroleumslamperne frem. Bharata havde mørke rande under øjnene, Basua skumlede, hans dårlige humør ligefrem sivede ud af ham og påvirkede alle i hans nærhed. De unge lærlinge kendte ham kun alt for godt til at påkalde sig opmærksomhed, og for en gangs skyld malede alle, som var de en forenet hårdtarbejdende krop. Som var han tankelæser, rejste Basua sig for at inspicere deres arbejde, en efter en. Da han bevægede sig ned langs rækken af drenge, var det, som om kroppene skrumpede, idet han nærmede sig, for først at vende tilbage til normal størrelse, efter han havde passeret. Ikke alle var dog så heldige. Slagene faldt hurtigt, det ene efter det andet, med en lyd, der stod i påfaldende kontrast til det ellers musestille rum. Efter sin runde satte Basua sig for at male, men opdagede snart, at malingen i en af de halve kokosnøddeskaller var sluppet op. Han rejste sig igen, låste skabet op og ledte forgæves efter noget. Vi holdt vejret og ventede; præcis hvad vi ventede på, ved jeg ikke. Basua vendte sig pludselig imod mig: ’Giv mig nøglen, vi har brug for farver.’ For en gangs skyld tog det mig ingen tid at finde nøglen frem. 

                      I takt med at Basua fik flere ærinder til basaren, forsvandt hans tidligere forstillelse: ’Du giver cyklen til mig, når du rejser, jeg har brug for den.’ Hvorfor informerede jeg ham ikke bare om, at jeg havde besluttet at give cyklen til Seema? Under vores ophold i landsbyen havde vi udviklet et tæt venskab. Når jeg havde brug for en pause fra feltarbejdet, tog jeg indimellem på weekend hos Seemas familie, som boede i en anden landsby tættere på hovedstaden. Vi tilbragte timer på en af familiens store senge, mens vi snakkede om vores oplevelser hos malerne og vores håb for fremtiden. Seema ville arbejde, efter hun blev gift; noget, der dengang var lettere sagt end gjort i Odisha, hvor de fleste familier stadig forventede, at en svigerdatter var hjemmegående. Jeg havde dog tiltro til Seema. Når hun havde sat sig noget for, så opnåede hun det som regel, som det fremgik den dag, hun helt på egen hånd cyklede hen langs flodbredden. 

                      Om ikke andet kunne cyklen forkorte tiden, hun brugte på at pendle mellem sin landsby og universitetet; i stedet for at gå til bussen kunne hun cykle. Det forekom mig at være det rigtige at give cyklen til Seema. Et lille bidrag til kvindefrigørelse samtidig med at jeg undgik at favorisere en af malerne. 

                      Jeg kunne selvfølgelig have forklaret det for Basua, men i stedet valgte jeg at forblive tavs. Var det skyldfølelse? Skyld over min evige gæld til mestermaleren, der havde taget mig ind i sin husstand? Eller over denne verdens ulighed, der gør det muligt for sådan en som mig – selv som studerende – at købe en cykel ved en indskydelse, imens andre kun kan drømme om, argumentere for eller forsøge, om de med lidt held kan opnå, hvad der kunne gøre en virkelig positiv forskel i deres liv?

                      Det var ikke bare hans måde at tale på, der ændrede sig. Under vores daglige samtaler med landsbybeboerne dukkede Basua pludselig op for at få nøglen. Afbrydelserne irriterede mig, ikke mindst fordi han måske ville komme til at overhøre en bemærkning, som for eksempel klagerne over den ulige konkurrence, der påvirkede tilværelsen i landsbyen. Da jeg gerne ville arbejde i fred, gav jeg ham nøglen, også selvom han i stigende grad mishandlede cyklen. 

                      Jeg var ikke den eneste, som bemærkede konsekvenserne af at låne den ud til Basua. ’Hvad gør han for at få den til at se sådan ud? I går rystede forhjulet ikke.’ Seema undrede sig, da hun opdagede forskellen under en af sine cykellektioner. Dette var ikke bare almindeligt slid; der var noget andet på spil. Bharata så på hende: ’Han vil have cyklen.’ ’Men hvorfor ødelægge den?’ spurgte jeg lige så forundret som Seema. 

                      Ugen før vores afrejse rådede Seema mig til at være mere forsigtig. ’Husk at aflåse vores værelse, lad være med at lade dine ting ligge og flyde.’ ’Hvem skulle dog tage vores ting?’ Seema så på mig. ’Det skal du ikke spekulere over, bare vær forsigtig; alle ved, at vi rejser.’ Jeg var ikke overbevist, men jeg havde arbejdet længe nok sammen med Seema til at lytte til hendes råd, og jeg gjorde derfor mit bedste for at begrænse min tendens til at glemme ting rundtomkring. Bortset fra cyklen blev alt omhyggeligt opbevaret bag lås og slå. 

Dagen før vi skulle af sted, tog Basua cyklen ’for at køre til basaren’. Han kom ikke hjem før mørkets frembrud, som han ellers normalt gjorde. Det blev sent, og vi besluttede os til sidst for at gå i seng. Hvor var han? Og hvor var cyklen? Da vi stod op næste morgen, var cyklen tilbage på sin plads uden for vores værelse. Men Basua var ikke at se nogen steder. Besynderligt, han vidste jo godt, at vi skulle rejse. Vi pakkede vores ting og fik sagt farvel, men han dukkede stadig ikke op. Måske følte han, at han havde sagt, hvad der skulle siges. Imens jeg gik ind for at hente cyklen, ventede Seema ude på stien foran huset med vores tasker og sovemåtter. Det var først, da jeg nåede helt hen til cyklen, at jeg så Basuas farvelhilsen. En flænge tværs hen over sadlen som et skadefro grin. Tiden var kommet til at tage af sted.    

Historien blev oprindeligt skrevet på engelsk og udgivet i “Anthropology and Humanism” (44, 1, 2019) og efterfølgende i “Painting Stories. Lives and Legacies from an Indian Crafts Village.” Se hellebundgaard.com, et site med billeder og information om malernes verden.

Historien handler om etiske dilemmaer forbundet med uintenderede konsekvenser af etnografisk feltarbejde. En indisk landsby fungerer som en prisme, der giver mulighed for at reflektere over den antropologiske praksis. En af udfordringerne ved feltarbejde et sted med relativ lille materiel velstand er, at genstande, der for antropologen er et spørgsmål om komfort, repræsenterer ressourcer, der normalt ikke er adgang til. De kan derfor medføre konkurrence og magtkampe mellem de lokale. Cyklen artikulerer den ulige relation mellem antropolog og landsbyens beboere.  Historien er en antropologs tilbageblik på sin praksis som studerende.