Gav græsserne dig besked?

Er du der Jord?

Kære Jord.

Fik du mit kald gennem vindstødet i går?

Din Sol.

⧫

 Kære Sol.

Nej, desværre. Var det før eller efter gæssene lettede fra Iskappen i Nord? De uforudsigelige tryk i luften forstyrrer. Skal vi gå tilbage til svampenetværket?

Jord.

 ⧫

Kære J.

Lad os forsøge med fyrreskoven i Alaska i stedet. Selvom de nyplantede ung-stammer egentlig er alt for umodne til den opgave. Jeg beklager banaliteter i oversættelsen på forhånd. 

S.

⧫

Sol. 

Selv de mest forsimplede versioner af dine beskeder varmer dybt. 

Tænker du nogle gange på dengang, vi kunne høre hinanden gennem klare toner? Dengang før strømningsmediet blev beskadiget? Da plantefibre, verdenshavene og vindsystemerne sang vores sang?

Din Jord

⧫

Jord. 

Selvfølgelig. Men tyng dig nu ikke med de tanker. De trækker dig så dybt ned i lagene. Mærk hellere mine floder af lys. De rammer netop nu, der hvor flammerne har ædt alle træernes blade på øen i Øst. Uden kronerne kan jeg endelig nå bunden. Frøene har ventet på lys så længe. Kan du mærke de vil op? 

S.

⧫

Kære sol. 

Jeg mærker det. Spirene er lige brudt gennem skjoldet og - 

-

     tre jordrotationer vil de folde sig 

–

hele. 

-

    vi bare

-

endnu

- 

⧫ 

Jord? Er du der? Jord? Du faldt ud.

Jordklump? Send mig et signal. Der er god forbindelse i draphavre-græsserne på en lille ø ud for Indien. Jeg vil fortælle dig noget vigtigt. 

Jeg har set de tobenede smøre metalkasserne. Vær beredt. Vi kommer ikke til at have kontakt den næste tid. Du ved hvad der skal ske

⧫⧫⧫

Kortstråle-regn

Kære Sol.

I dag er håbet småt.

Mine tråde er brudt. Min hud er så bar.

Overalt i marken omkring mig hører jeg nematoder og springhaler gispe. Jeg ved ikke længere, hvordan egetræet i markskellet klarer svampeangrebet. Eller om hveden, der skændtes med monsunen, har rejst sig igen.

Så du, hvad der skete? Jeg tror klingerne har skiftet rytme. Det er som om, jeg er svundet en smule ind. Hvad er det nu, jeg skal?

Giv lyd. Jeg ved ikke, om jeg kan mere. 

J.

⧫ 

Kære Jord. 

Jo det ved du. 

Du er Jorden, og du skal jorde. Du har været her milliarder af rotationer, de ensomme kun 200.000, og du skal være her længe efter de er omdannet til muld igen. Kom. Følg mine instrukser

Træk kuldioxid ind, pust oxygen ud. Træk kuldioxid ind, pust oxygen ud. 

Hør regnvandet omslutte markstenen, sive gennem laget af muld, så silt, så sand, så ler. Mærk hvordan du filtrerer og renser. 

Mærk hvordan hver en udånding forener dig med alting, hver en tobenet, ensom sjæl og hvert et lille klikkende vandløb.

Træk kuldioxid ind, pust oxygen ud. Træk kuldioxid ind, pust oxygen ud. 

Om en jordrotation er du dig igen.

Din sol.

⧫ 

Tak. Det har lagt sig. Nu observerer jeg bare. Hvordan kunne jeg glemme at det ville ske? Hvor naiv er jeg? Altid lige inden aksen indvier strået.

De holder mig i skak med deres forførende safter og blanke klinger. Jeg får ikke lov til at fuldende mine cyklusser. 

J.

⧫ 

Jeg hører dig, Jord. De har skåret livet op i firkanter, strakt det ud på linjer, glemt systemernes cirkeldans.

Men vi kunne umuligt have forudset at de sjæleblinde ville miste orienteringen så let.

S. 

⧫

Kunne vi ikke? Da deres ben vaklede, fandt de balancen i bredere hjul - i stedet for at gribe ud efter grenene. Jeg får sådan lyst til at flette deres ben og mudre deres kinder. Det ulmer i mig Sol.

⧫ 

Kære J.

Sårene fra markerne sender bølger af ammoniak op mod mig. Det bider og niver. 

Hvis du absolut må, så søg ukrudtede former for hævn.

Din S. 

⧫ 

Natlys.

Nu er larmen i det mindste stoppet. Når jeg lægger mig til rette hører jeg kun lyden af organiske begravelser og indvielser. Af løvfaldet der bliver puslet ned af en regnorm, omsat, frigivet. Egetræet der her i sine sidste dage sender forsyninger ud til de nye askeskud. Summen af afgivelse og modtagelse i ét væk.

Din Jord. 

⧫ 

Jord. Du kender repetitionens vals. Du har endnu en dans i dig på denne jævndøgnsmorgen.

S.

⧫

Sol.

Jeg pipler. Vækker hvert et frø. Nogle der har hvilet i over 1000 rotationer strækker sig nu. Hver en sovende livsform klækker. Spindemøl, smældelarve, gulerodsflue - nu er det jeres tur.

Kortstrålen dækker min nøgne hud, brændenælden griber ud efter de fortabte partikler, tidslen bryder den uigennemtrængelige skorpe.

Jord.

⧫⧫⧫

Endnu en åbning

Solstrejf. 

I dag løsnede rajgræssets blomsterstøv sig. Jeg mærkede det i rødderne. Det slap så pludseligt, og sendte vibrationer dybt i mine lag. Fortæl mig hvordan det så ud. Ramte de Østenvinden? Befrugtede de græsmarkerne bag granitfjeldet i Syd? Vores lille sky af pollen.

P.s.

Da den unge, tobenede i morgengryet greb en håndfuld muld og snuste ind, kunne jeg ikke dy mig og kom til at hviske:

Kan du åbne dine øjne til lyden af en spætte? Kan du mærke raslen fra en skarnbasse? Kan du dufte livet i din hånd? Tror du på, at du også er et værdifuldt fordøjelsessystem?

Nu kan jeg ikke sove for tanken om, at de tobenede måske faktisk vil, som vi vil? De såede jo frøene, der sendte skyen mod Syd?

⧫

Kæreste Jord.

Skal vi nu helt derud igen?

Ham, der i går var en kynisk kriger, er i dag en jordduftende helt?

Jeg lover dig, at hverken den ene eller den anden kan være beholder for alt dit håb.

⧫

Men skal jeg så bare lægge mig fladt ned? Lade mig knuse til støvkorn og ende som livløse sandbanker? Give op?

⧫

De tobenede er ikke marionetter, du kan hviske eller mudre til fornuft. Deres snore er lige så porøse som svampenettet. De kan ikke vikles ud uden brud.

Det kommer fra et kærligt sted, når jeg nu beder dig om at læne dig ind i istider, udslettelser og århundreder med tørke. Din endeløse veksling mellem lys og mørke, kulde og varme flakker dig lidt disse dage. Mærk dit jordede centrum.

⧫

Men Sol, du er 5000 grader varm! Du kender ikke til fysisk nærhed.

Du har ingen anelse om, hvordan det er at være skød for millioner af arter, substanser og energier - på én gang. Jeg mærker alt det, du kun ser.

⧫

Jeg forstår, at du roterer med en vildtvoksende ømhed for din slægt.

Det eneste jeg kan sige til dig er:

Så længe jeg er sol, vil jeg stråle på dem, og så længe du er jord, vil du bære dem.

⧫

Men hvad skal jeg da gøre af al denne hjemløse energi?

⧫

Du ved, hvor den skal hen. Lad den skylle ud i Havet, i de dugvåde flodlejer og brusende elve. Søstrene kan rumme det.

⧫

Du har ret. De sidste halvfjerds rotationer omkring dig har bare ærlig talt været udmattende.

Kan du ikke fortælle mig en historie? Ikke en science fiction, men virkelighed. Om noget der vil komme. Et lille håb at starte den næste solrotation på. Måske en historie om dem, der pakkede stammerne ind i spøgelsestråde i nat.

Din Jord.

⧫ 

Kære Jord. 

Jeg lader mig som regel ikke rive med af håb, det ved du, men jeg kan fortælle dig om noget, jeg har set. Noget der bevæger sig. Måske er det ingenting, måske er det alting.

Jeg har lagt mærke til små, piblende, bløde punkter, der dukker op omkring på dig. Jeg ser det igen.

Jeg ser det i måden, de lader sig synke lidt dybere ned i mulden på. De tre åndedrag den ensomme med kasketten står foran metalkassen og ligesom bare… står. Du har også selv mærket det, det ved jeg. Måske har du ikke turdet sige det?

Jeg har tidligere set de mindste jordiske rystelser og understrømme forene sig, blive til jordskælv og stormbølger. Måske er der noget på vej. De kender ikke vores navne endnu, men de leder.

Din Sol.

⧫⧫⧫

Teksten er en samtale mellem Solen og Jorden. En udveksling der foregår gennem planter, svampe og vinde; om hvordan mennesket har forvaltet tiden imellem dem. Teksten er inspireret af bogen Havbrevene skrevet af Siri Ranva Hjelm Jacobsen, og temaerne er baseret på samtaler, jeg har haft i felten med regenerative jordbrugere i Danmark.

Illustration af Marie Kim Skovgaard

Inspiration

Teksten Learning the Grammar of Animacy af planteøkolog Robin Wall Kimmerer fra 2013.

Kapitlet Sjæleblindhed i Eduardo Kohns bog How Forests Think fra 2013.

Science fiction-historien Større end riger og langsommere af Ursula Le Guins fra 1971.

Tekstsamlingen Jordbo af Emmy Laura Perez Fjalland fra 2021.

Manifestet Verdens (kapitalistiske, hvide overlegenheds heteropatriarkalske, hadefulde ordens) ende - en overlevelsesguide af fiskeantropologen Zoe Todd fra 2017.