EFEU (TIL SAMMY)

Det tynde lag sne på vejen, den ultraviolette overtone

bilerne kører langsomt forbi Imperial som et begravelsesoptog

På det subatomare niveau har tid og sted ingen relevans

forklarer den skøre videnskabsmand til superhelten Antman

Vildt nok, det er præcis modsat i migranternes verden

jo længere man falder igennem samfundet, jo stærkere føles tid og sted

ligesom den tidlige morgen det regnede og regnede i Napoli

Sammy og jeg stoppede vores gennemblødte sko ud med plastikposer

traskede videre langs ringvejen som en slags tegneserievagabonder

Tomme gadekryds, folk står apatiske og venter på grønt lys

stjernerne bevæger sig med stor fart hen over den måneløse himmel

et pludselige riv af vild lykke, søernes beskidte skum

Sjovt, der er vokset efeu ind ad vinduet på mit kontor på KU

det virker så truende, så skæbnesvangert, ikke?

Seriøst, du har altså også været længe væk denne her gang, skat

 EFEU handler om feltarbejde i Napoli med min samarbejdspartner Sammy, som jeg har været på mange rejser med igennem årene – i Italien, Niger og Ghana. Det handler også om den periode efter feltarbejde, hvor man er kommet hjem, men ligesom befinder sig i to verdener samtidig. Det er altid, for mig, en produktiv tid at skrive og tænke i, fordi man pludselig kan se sin egen verden med ande øjne.